Hej forum Jeg er ny her, så undskyld hvis jeg spørger om kendte problemer med IHC systemet. Jeg har søgt og ikke fundet svar... Det drejer sig en simpel standalone installation men en række wireless loftsudtag (både med og uden dimmere). Det har virket perfekt til at tænde og slukke (og dæmpe) lys. Nu er jeg løbet ind i følgende problem: På vores badeværelse (hvor lyset er tilsluttet et IHC loftsudtag) er der en ventilator, som tænder når luftfugtigheden er for høj. Det virker fint. Nu vil jeg gerne tilføje en "feature", som gør, at ventilatoren tænder, når lyset tændes og har et efterløb (når lyset slukkes) på nogle minutter. Til det formål har jeg købt en efterløbstimer fra Lindab. Det er en simpel timer/relæ, som virker som følger: Når der er spænding på en terminal (M), slutter relæet til og når M bliver spændingsløs igen, afbryder relæet efter et vist tidsrum (som kan indstilles). Meget simpelt. Da hele styringen af ventilatoren sidder langt væk fra lyset i badeværelset, har jeg købt et ekstra IHC loftsudtag (uden dimmer), som jeg har placeret ved styringen af ventilatoren. Jeg har så koblet loftsudtaget til det samme tryk, som tænder lyset i badeværelset. Så langt så godt. Ideen med det nye loftsudtag er naturligvis, at det skal forbindes til terminalen M på efterløbs-timeren. Al ledningsføring sker på bagsiden af loftsudtaget. Jeg skruede alt op i aftes, men da jeg tændte for strømmen i huset startede ventilatoren med det samme (selvom lyset i badeværelset (og det nye IHC loftsudtag) var slukket), og ventilatoren stoppede ikke igen(!) Jeg kunne se, at efterløbs-timeren var tændt hele tiden. Hvis jeg afbrød forbindelsen mellem loftsudtaget og terminal M på efterløbs-timeren, afbrød timeren korrekt efter en stund. Jeg har nu fundet ud af, hvad problemet er. Selv når IHC loftsudtaget er slukket, er de spænding på udgangen!!!!! Faktisk måler jeg helt op til 100V!! Det er måske en opladet kondensator eller lignende, men det er nok til at efterløbs-timeren "mærker" spændingen og er tændt hele tiden :-( Jeg har nu forsøgt at forbinde en almindelig glødepære til loftsudtaget, og så virker det! Glødepæren (men ikke en sparepære eller LED) sørger sikkert for at aflade kondensatoren... Problemet er jo bare, at der ikke skal være lys, hvor det ny loftsudtag er. Og da slet ikke lys, der styres af trykket til badeværelseslyset!! Er dette et kendt problem? Er der nogen, der har en god løsning? Jeg tænker på en slags belastning/modstand på loftsudtaget, som kan få spændingen ned til nul, når loftsudtaget er slukken men som ikke bliver varmt/brænder sammen/bruger energi, når loftsudtaget er tændt. Undskyld den lange smøre. Håber I kan hjælpe...