Nu er det jo ikke noget man selv kan gøre noget ved, da det er sådan LK har designet controlleren. Hvor ofte det sker, afhænger af programmet (og åbenbart firmware, som man jo ikke selv kan rette i), og vil også vove den påstand at din egen controller også vil genstarte af og til, hvis du bare lader den køre. Især efter at du har tilføjet varmestyring til din IHC. Nu har du jo lavet en del rettelser af dit IHC-program og opdateringer af firmware, og der genstarter den jo også hver gang, og så bliver tiden før den ville genstarte af sig selv jo nulstillet.
Mange opdager heller aldrig at den genstarter, for controlleren kører jo bare videre efter genstarten. Jeg logger selv genstart af min egen controller - ellers ville jeg ikke opdage størsteparten af genstarterne.
I Tkhansens tilfælde opdager han genstarten, da der i den tilrettede funktionsblok var problem ved powerup, som startede alarmen hvis den var aktiv under genstarten.
Har engang hørt fra en LK’er, at brugen af timere vil få controlleren til at genstarte oftere. Sådanne funktionsblokke som varmestyringsfb. og nogle hjemmesimuleringsfb. kører jo med en del timere internt i funktionsblokken, som starter om og om igen, hvilket gør at controlleren kører hele programmet igennem igen og igen. Et program der eksempelvis kun består af kipfunktionsblokke, kører kun programmet igennem når man tænder/slukker et lys.
Jeg har lagt mærke til, at LK gennem tiden har ændret en del af deres standard funktionsblokke som indeholdt timere, til at der internt i funktionsblokken bliver sat et “tidspunkt” som skal udføre en handling, i stedet for at der er timere som tæller ned. Om det har noget med sagen at gøre, eller om det bare er en medarbejder der bedre kan lide at lave funktionsblokkene på den måde, ved jeg dog ikke.